Search

I højden sidder følelserne uden på tøjet

Sikkerhed og samarbejde er altafgørende, når man arbejder i over 100 meters højde. Ronnie og Jens er højderedningsinstruktører og mener, at det er mere vigtigt at have højderespekt end at være frygtløse.

Forestil dig at klatre op ad en lodret stige. Du skal 106 meter op. Der er ikke noget, du kan læne dig op ad eller noget sted, du kan stå af og tage en pause. Din eneste sikring er en sele og to karabinhager, du skiftevis hægter dig fast i. Du er på vej op med redningsudstyr til en kollega, der er kommet til skade. Han er i panik og dit adrenalin pumper. Du ved, at din træning og din evne til at berolige ham, kommer til at betyde forskellen på liv og død.

Ronnie Jensen og Jens Larsen er højderedningsinstruktører. De er uddannede til at komme hurtigt op i byggekraner, master, på vindmøller og boreplatforme – og få andre sikkert ned igen. Eller på mindre dramatiske dage afholder de kurser og træner andre i højderedning. Et job, der ifølge dem aldrig bliver kedeligt, fordi det kræver langt mere end nerver af stål.  

Sikkerhed er mere spændende end vovemod

Ronnie og Jens har været makkere i 8 år. Oprindeligt arbejdede de i to forskellige virksomheder, men da de fik muligheden for at gøre deres værste konkurrent til den bedste samarbejdspartner, var ingen af dem i tvivl. ”Jens er en charmebøf – og så er han dygtig”, siger Ronnie og begge griner, så man slet ikke kan lade være med at grine med.

At de er et stærkt par, er man slet ikke i tvivl om. De færdiggør hinandens sætninger, og luften fyger med venskabeligt drilleri. De har begge masser af lune og trods deres job, er de to fyre med begge ben solidt plantet på jorden.

Jens er uddannet bygningssnedker, men en rygfejl sendte ham på en ny karrierevej ind i sikring og op i højderne. I starten dog med visse begrænsninger. ”Jeg fik et job på et skib, hvor jeg skulle montere noget sikring i 80 meters højde. Indtil da havde jeg holdt mig til højst at klatre 50 meter op og derefter begyndte benene at ryste. Så jeg hyrede Ronnie. Og han skubbede, nej – Jens griner – han trak mig længere op.

”Der skete noget med mig.
​​​​​​​Det blev tydeligt, at højde-respekt var mere vigtigt end vovemod, for jeg ville sgu’ hjem til min kone og mine børn hver dag. Det startede en ild i maven, og jeg blev Mr. Safety.”

Ronnie fortæller, at han faldt for arbejdet i højderne, inden han opdagede sikringsverdenen. Efter at have bygget vindmøller fik han mulighed for at servicere dem i 40-50 meters højde. ”Det gav et jo et sug i maven, så det var bare det, jeg skulle. Og dengang var jeg jo ung og udødelig, så det var spændende. Jeg var aldrig bange.”

Ronnies interesse for faldsikring kom, da han oplevede, at to kollegaer var ude for en ulykke. ”Der skete noget med mig. Det blev tydeligt, at højderespekt var mere vigtigt end vovemod, for jeg ville sgu’ hjem til min kone og mine børn hver dag. Det startede en ild i maven, og jeg blev Mr. Safety.”

Kort tid efter søgte Ronnie ind som konsulent hos en producent af faldsikring og blev siden uddannet som instruktør. Både Ronnie og Jens er dog enige om, at det ikke bare er arbejdet i højden, der trækker, men i høj grad arbejdet med mennesker.

Is i maven og varme i stemmen

”Man skal være en menneskekender, forklarer Ronnie. Det, at kunne tale med alle, er utrolig vigtigt i pressede situationer. Ikke kun, når folk hænger og dingler efter et fald. For mange af dem, vi underviser, er også bange. De slås både med at være oppe i højden og med at lære nyt udstyr at kende.”

Jens supplerer: ”Der er to måder at se højder på: Nedefra og op ser det ikke slemt ud, men når man kommer op og kigger ned, er det en helt anden højdeoplevelse. Det kræver et psykologisk take at få folk til at fokusere på udstyret og opgaven, så de glemmer, hvor de er. Man skal tale stille og roligt med et smil og gerne med lidt humor, så går det meget nemmere. For usikkerhed smitter.”  

Det gør sikkerhed heldigvis også, og når man ser Ronnie og Jens’ glade ansigter og rolige udstråling, ved man bare, at de er gode til deres job.

Man bliver høj af andres begejstring

Når man arbejder som højderedder, ser man ikke bare jorden fra en anden vinkel, men også menneskerne. Som Ronnie siger, så falder alle folks vante ”masker”, så snart de bare kommer lidt op i luften, og man møder dem derfor på et mere ærligt plan.  ”Du kan ikke skjule, hvis du ikke kan lide det, og du er bange. Men omvendt kan du heller ikke skjule, hvis du synes, det er det fedeste i hele verden. De, der synes, det er fedt, ligner en flækket træsko, når de kommer op. Med smil fra øre til øre. Det kan man godt selv blive lidt høj over.” Ronnie stråler og Jens nikker. Man er ikke i tvivl om, at de mener det.

Tøjet med høje standarder

Der er ingen tvivl om, at arbejdstøj for alvor kommer til at stå sin prøve, når det skal bruges til at klatre i. Udover at være super fleksibelt, så man kan bevæge sig frit, skal det også være temperaturregulerende. Jens uddyber: ”Du kan forestille dig, hvor varm man bliver af at klatre op i 100 meters højde, men så snart man er oppe, er vinden kold. Skal man være deroppe en times tid, så har man behov for at fugten kommer væk uden at blæst og regn kommer ind. ”Derudover skal placeringen af lommer være virkelig gennemtænkt. ”Man skal kunne komme til sine ting selv om man har sele på, og i og med, at man har nok at gøre med at holde sig fast, skal det bare være let at tage noget op eller lægge det fra i lommerne.”

”Du kan forestille dig, hvor varm man bliver af at klatre op i 100 meters højde, men så snart man er oppe, er vinden kold. Skal man være deroppe en times tid, så har man behov for at fugten kommer væk uden at blæst og regn kommer ind. ”

Kansas har øje for detaljer

For Ronnie har detaljerne stor betydning: ”Én af de ting, jeg har tænkt meget over, er den store hætte, der er på skaltøjet. Den passer ud over hjelmen, og det har været rigtig godt her i vintermånederne. Og så jeg er rigtig glad for vindfanget på bukserne, at det kan sættes rundt om mine støvler og lukke fuldstændig af for vind. Det, at bukserne går helt op over navlen, er super. For så føler man ikke, at man skiller på midten, når det blæser og regner.”