Søg

Christophe Desimpelaere - 100% klar til start

Når Bjarne Riis skal bruge den bedste cykelmekaniker, ringer han til Christophe Desimpelaere.  Christophe har været chefmekaniker på World Touren i 21 år og haft cykler for flere millioner kroner gennem sine hænder.

Ordner cykler for flere millioner kroner

Christophe Desimpelaere er født i Belgien, men cykelsporten har ført ham vidt omkring. Først som rytter til Lanzarote, hvor han mødte sin danske kæreste og stødte ind Bjarne Riis, derefter til Danmark og blev mekaniker på Danmarks første professionelle hold: Team Home Jack and Jones. Holdet skiftede sponsor og navn flere gange gennem årene (CSC, Saxo Bank, Tinkoff etc.) men holdt godt fast i Christophe. Gennem de seneste 21 år, har han været i fronten af World Touren og ordnet cykler for flere millioner kroner. Det har givet en erfaring, der kan aflæses i hans vejrbidte, solbrændte ansigt og hans effektive bevægelser omkring cyklerne.

Min erfaring gør det lettere for rytterne

At den erfaring er værdifuld, er Christophe fuldt bevidst om. ”Rytterne stoler hurtigere på dig, når du har erfaring, og det gør det nemmere for dem bare at tage cyklen og køre. Hvis rytterne ikke stoler på mekanikerne, så bliver de usikre og kan ikke køre ordentligt.  Og som professionel rytter skal du ikke have andet i hovedet end at tage din cykel og cykle på den, så hurtigt du kan!”. Christophe smiler, når man beder ham beskrive mekanikernes rolle på et professionelt cykelhold: ”Mekanikerens rolle er central. Du kan ikke køre uden en cykel, og den kan ikke køre uden en mekaniker.  Og selvom den bedste mekaniker ikke kan sikre dig sejren, så kan en mindre god gøre, at du taber.”

Hellere grundighed end hurtighed

I en profession, hvor små fejl kan koste liv, er det vigtigt med grundighed og fokus. Christophe ser alvorlig ud: ”De kører stærkt. 60-70 km/t i sprinten og 100 km/t ned af bjergene. Nogle vil bare vise, hvad de kan, og gør det hurtigt. Men så sker der fejl. Typisk glemmer man at stramme noget. Jeg siger slap af. Gør det godt. Vi er mennesker, ikke maskiner, så det vigtigt at tage tiden til at lave arbejdet ordentligt. Og det kræver, at man er 100% fokuseret. Det betyder også, at man skal lægge sin mobil væk. Det kan ikke nytte noget, at man lader sig forstyrre i processen.”


En hobby med 250 rejsedage

Christophes blik er intenst, når han arbejder med cyklerne. ”Alle vores cykler er det bedste af det bedste. Carbon cykler til 12.000 euro stykket. Med elektronisk gearing og de bedste dæk. Det, synes jeg, er sjovt.  Ligesom en bilmekaniker hellere vil arbejde på en Ferrari end en Fiat. Det er bare lidt federe. Og det skal være lidt en hobby, for at være Tour-mekaniker er en livsstil. Nogle dage arbejder du 12- 16 timer. I 4 uger i træk. Og rejser 250 dage om året. Det kan du kun klare, hvis du også synes, det er sjovt.”

Født på en cykel

At Christophe er passioneret omkring cykelsport, er der ingen tvivl om. ”Jeg er praktisk talt født på en cykel. Min farfar var cykelrytter. Det blev jeg også, og det hjælper helt klart i mit arbejde. Du får fornemmelsen af, hvad det fx betyder, at dæktrykket er tilpasset vejret og terrænet, og derfor cykler de fleste mekanikere også selv. Det er bare vigtigt at understrege, at interesse for sporten er ikke nok. Du skal brænde for at bygge og tilpasse cyklerne, og kunne holde dette fokus under de store løb.”

Arbejdstøj skal passe til sæsonerne

I jobbet som chefmekaniker på et professionelt cykelhold, er rejser rundt i verden en del af hverdagen. Det betyder, at arbejdstøjet skal tilpasses både destinationen og årstiden. ”Løbene foregår både på efterårsmorgener i frostvejr og om sommeren i 35 graders middagshede. Med en arbejdsdag på op mod 12-16 timer og utallige hop ind og ud af bilen under et løb, har man brug for tøj med høj bevægelighed og komfort.”

”Et ordentligt lag-på-lag system er også vigtigt. Som mekaniker arbejder du ofte udendørs. Om foråret er der kolde morgener og aftener, men i løbet af dagen er det varmt, så du skal kunne regulere varmen med få stykker tøj. Tøjet skal bare fungere perfekt, så man ikke ænser det – lidt som cyklen skal være for rytterne.”